Formandens Klumme #1
Kære medlemmer og forældre.
Vi ser endelig vores medlemmers aktivitet på anlægget, og de enkelte hold spiller kamp, hvor kampform, kammeratskab og evner bliver vurderet og testet.
Vi er kommet nogenlunde igennem Covid 19, hvor 2020 økonomisk var tilfredsstillende, men da vi ikke har overblikket vedr. støtten til 2021, og ikke kunne afholde Ikast Cup, forventer vi, at det var den rette taktik, at holde igen med udgifterne til de enkelte hold.
Vi har dog brugt en del på:
Anlægget hvor bl.a. lys er kraftig forbedret. Mål inkl. net forsøges at holdes nogenlunde intakt, men netop her mærker vi, at mange forskellige aktører har sin dagligdag på Stadion Alle. På Thrigesvej er der også hele tiden udfordringer, hvor bl.a. dræn driller, og her er vi løbende i dialog med kommunen, som dog ser ud til at prioritere anderledes i valgåret.
Vi har øget indsatsen på træner siden, hvor alle hold har minimum 2 trænere til den gruppe, de træner i. Vores store indsats omkring øget igangsætning af trænerspirer ( læs ungdomsspillere som bliver belønnet både økonomisk og tøjmæssigt) ser godt ud. Vi har d.d. 30 trænere på denne ordning, som vi nøje følger de næste 3-5 år, men jeg skal hilse og sige, det er ikke gratis. Det er supervigtigt, at vi som klub har denne ordning, men også nødvendigt, at vi kan se, at enkelte spirer forbliver i klubben som leder, spiller eller måske træner for vores bedste hold i de enkelte årgange.
Jeg vil forsøge at finde en eller flere sponsorer til denne post, så vi kan fortsætte ordningen, og snart skal der investeres i JBU kurser til dem, der vil og kan.
Vedr. kontingent vil jeg gerne opfordre alle der spiller og træner til, at få det betalt, så I ikke bliver spærret på KampKlar, og derefter ikke kan deltage i kamp. Principielt heller ikke deltage i træningen.
I 2022 vil vi sikkert se de første spadestik til FCM Hus – Guldminen, men også flere kunststofbaner og Goalbox, som kommer Ikast FC til gode. Men alle ved, at for at få bedre forhold, må man ofte igennem en periode med byggerod og evt. færre baner. Her håber vi på jeres forståelse og opbakning. Der vil blive fundet gode løsninger i samme periode, men ja måske ikke altid samme bane – samme tidspunkt – og optimale bane forhold.
Sidst men ikke mindst, er jeg nødt til at påpege at Ikast FC skal stille med hjælpere til FCMs hjemmekampe - fra man begynder sit fodboldliv i mikro til man forhåbentlig spiller på vores senior hold, skal man 1-2 gange om året sige ja tak til denne opgave.
Vi ønsker alle, at FCM er en sportslig succes, og gerne med i Europa. Men det betyder også flere hjemmekampe og dermed behov for vores hjælp, som vi også modtager en betaling for. Så bak op om opgaven, pres hinanden i den enkelte årgang, og få det bedst mulige ud af de 3 timer. Mød bodkunderne med et smil, og jeg garanterer, at de fleste penge kommer retur til jeres børns årganges dagligdag. For sådan arbejder Ikast FC .
Michael Sørensen - formand